theHunter: Call of the Wild – Anmeldelse

Title: theHunter: Call of the Wild

Platform: PlayStation 4

Antal spillere: 1 – 8

Udvikler: THQ Nordic

Udgiver:Avalanche Studios

Udgivelsesdato: 2. oktober

 

 

Der er sket en markant udvikling inden for gaming siden Sony sendte PlayStation 4 konsollen på markedet, konsollen var med til at åbne op for små uafhængige spil udviklere, som nu kunne komme ud til et betydeligt større publikum, men det er ikke det eneste område hvor der er sket en forandring. Det er der også indenfor genren af spil der udvikles til konsollerne. Indtil for ganske kort tid siden var tanken om et seriøst jagt eller fiskespil på PlayStation konsollen næsten umulig, men inden for kort tid er der udkommet flere spil med netop dette fokus.

Avalanche Studios har netop sendt theHunter: Call of the Wild, der er deres bud på hvordan et jagtspil bør være på gaden, men er det værd at kaste pengene efter?

 

En jæger gik at jage

I theHunter: Call of the Wild kan man jage i to forskellige områder, det europæiske Hirschfelden og det nordamerikanske Layton Lake District. Begge områder er tilgængelige fra spillets start og man kan bevæge sig frit rundt på kortet.

Men inden man kan kaste sig over jagten, så skal man vælge hvordan sin jæger skal se ud, der er ganske vist ikke de store tilpasningsmuligheder, men der er dog mulighed for at sætte sit eget præg på figuren i spillet.

I spillets indledning er en kort tutorial, hvor man bliver præsenteret for de mest basale ting i spillet, som at spore dyr, finde udsigtspunkter osv. Det er en god tutorial, men man kunne måske nok have ønsket sig en lidt dybere gennemgang til flere af spillets elementer.

Når man bevæger sig rundt finder man forskellige steder hvor man kan bygge jagttårne, se seværdigheder osv. De forskellige steder kan naturligvis findes tilfældigt når man bevæger sig rundt, men ved at gå op i udsigtstårnene, så kommer stederne frem på kortet. Man skal dog stadig hen til stedet for at se om det er et jagttårn man kan bygge eller om det er en seværdighed.

Er du med på jo

Det er naturligvis jagten som er det vigtigste i theHunter: Call of the Wild, og man må sige at udviklerne har formået at skabe en fantastisk jagt og naturoplevelse i spillet.

Der er mulighed for at jage flere forskellige arter i spillet, blandt andet europæisk bison, forskellige hjortearter, vildsvin og ræve.

Der er flere forskellige måder at jage på, man kan naturligvis gå/løbe rundt og håbe på at møde et eller flere dyr på sin vej, og man kan sagtens finde og skyde dyr på den måde. Dog er der en stor risiko for man skræmmer dyrene væk enten fordi man larmer eller fordi dyrene opfanger ens lugt. Man kan også vælge at bevæge sig stille rundt for at finde spor efter dyrene og lytte efter kald fra dem, derefter kan man prøve at lokke dem nærmere med et dyrekald. Sidst, men ikke mindst kan man finde områder hvor dyrene på bestemte tider af døgnet enten hviler sig, spiser eller drikker. Hvilken måde man bedst kan lide, det er op til den enkelte spiller.

Dyrene er dog ofte gode til at holde sig skjulte, så det kræver man er opmærksom for at se dem, og finde den rigtige vinkel til det bedst mulige skud.

Hvad angår udstyr, så starter man ud med det mest basale, det vil sige et gevær et par lokkekald, en kikkert og et kamera. Derudover har man også adgang til en ATV, så man hurtigt kan bevæge sig rundt. Når man skyder dyrene, så bliver man ikke kun ratet efter hvor effektivt sit skud har været, men man modtager også penge for dyret. Der er rig mulighed for at bruge de penge man tjener på nye våben, lokkekald og andet udstyr.

Man kan naturligvis jage de dyr man vil i spillet, men der er også mulighed for at vælge forskellige mindre missioner i spillet, det kan være at finde spor efter tre forskellige bjørne, tage et billede af et rådyr eller skyde to prærieulve. Man kan også bruge tid på at lede efter forskellige genstande, som f.eks. en medalje fra første verdenskrig, der er gemt rundt omkring på kortet. Det er en ganske fin ide af udviklerne at have tilføjet dette lille element til spillet.

Der er dog enkelte ting man kunne have ønsket sig anderledes. Der er ingen mulighed for at vælge sværhedsgrad i spillet, hvilket er lidt ærgeligt. Man kunne have ønsket sig at man kunne fjerne de tydelige spor efter dyrene i spillet, eller man kunne vælge at gøre dyrene mere tydelige, alt efter sit niveau.

En anden udfordring med theHunter: Call of the Wild er spillet kun indeholder et saveslot, det vil sige at man kun kan have et aktivt spil i gang. Hvis f.eks. deler profil med en anden spiller, så skal man spille på samme saveslot.

Er du med på ja

Man kan ikke undgå at blive imponeret når man bevæger sig rundt i theHunter: Call of the Wild. Grafikken står nemlig for det meste intet mindre end fantastisk.

Uanset om man lægger på maven, for at kravle tættere på et dyr, står på en udkikspost eller går rundt i naturen, så er den både smuk og stemningsfuld. Solens stråler der finder vej gennem træerne i skoven er helt utrolig smukt. Dyrene er flot animerede og alt i alt må man bare sige at udviklerne er sluppet rigtig godt fra det meste af grafikken. For der er desværre enkelte ting som trækker ned, ikke sådan at det ødelægger spiloplevelsen. Men når man kører på sin ATV oplever man flere gange at halvdelen af den forsvinder, hvis man f.eks. kører hen over større sten. Af en eller anden grund bliver sit gevær heller ikke vådt når det regner, hvilket jo ikke har den store betydning, men man kan næsten ikke undgå at bemærke det. Der er også enkelte gange hvor dyrene stopper brat op i deres flugt som om de ikke kan komme gennem en usynlig mur. Det er langt fra hver gang man ser dyr dette sker, men det sker desværre.

Er du med på tralala

Hvis man er betaget af grafikken i spillet, så bliver man blæst omkuld af lyden, som er ufatteligt vellykket. Man føler sig ude i naturen når fuglesang og vind blander sig lystigt. Man får et chok når der pludselig lyder et øredøvende tordenbrag, mens regnen falder tungt på sig.

Man fornemmer gennem lyden tydeligt hvilket underlag man går på, for lyden ændrer sig markant alt efter om man går på græs, grus eller småsten. Det samme gør sig gældende når man bevæger sig gennem højt græs og træer, man kan tydeligt høre grenene der glider hen over sin jakke hvis man kommer for tæt på.

Konklusion

Vi er virkeligt faldet for theHunter: Call of the Wild, som er med til at tage denne type spil til et helt nyt niveau på konsollerne. Det er bestemt ikke et spil der fyldt med action, og man kan på sin vis heller ikke sige det er et spil hvor man kan slappe fuldstændig af mens man spiller det, for man skal være opmærksom på omgivelserne og se godt efter dyrene der skjuler sig. Men det er et spil som byder på masser af smuk grafik, fantastisk lyd og timevis af spilletid, og hvis man får mulighed for det, så bør man ikke snyde sig selv for at prøve spillet.

Bookmark permalink.

Smid endelig en kommentar