Pro Evolution Soccer 2018 – Anmeldelse

Titel: Pro Evolution Soccer 2018

Platforme: PS4 & PS3 (Anmeldt på PS4)
Antal Spillere: 1-22
Udvikler: Konami
Udgiver: Konami
Udgivelsesdato: 14/09-2017

“Where Legends Are Made”

 

Hvert eneste år omkring denne tid vil debatterne ingen ende tage og meningerne er mange, hos fans af fodboldspil på PlayStation konsollerne, og det samme spørgsmål dukker op gang på gang: PES18 eller Fifa18?

Jeg vil gerne lægge ud med at svare at det er et spørgsmål som der hverken kan svares rigtigt eller forkert på, for der findes ikke en facitliste til dette spørgsmål, og det er mest af alt en smagssag for den enkelte.

Derfor vil jeg i denne anmeldelse heller ikke komme videre ind på Fifa serien, men derimod fokusere på Pro Evolution Soccer som i år bestemt fortjener en masse opmærksomhed.

Gameplay:

I løbet af de seneste 3 års tid har Konami haft mest fokus på gameplayet. Dette har vist sig at være en rigtig god strategi, men nu er tiden kommet til at de burde begynde at finpudse andre ting i spillet også, her i blandt kommentatorsporet som jeg vil komme ind på længere nede i denne anmeldelse.

Der er ingen tvivl om at PES fortsætter sin fantastiske boldomgang på fodboldbanen fra hvor de slap sidste år.
At følge boldens flydende bevægelser op ad banen er en fryd for øjet.

Det bedste ved PES er stadig dets gameplay!

 

En af de vigtigste kvaliteter der gør gameplayet i PES 2018 så godt, er boldfysikken. Hver berøring, uanset om det er via en spiller, langs jorden eller stolpen, er både logisk og realistisk. Boldens svæv og opspring er autentiske.

Spillernes løb på banen kan være svære at gengive i et spil, men Konami har gjort et rigtigt godt stykke arbejde med at skabe en glat, realistisk løbebane for spillerne. Jeg tror faktisk ikke at der nogensinde har været så flotte løbe animationer i en fodboldtitel før.

Konami har igen i år sikret sig den eksklusive licens til FC Barcelona, og herunder kan du se hvor nøjagtig for eksempel Lionel Messi er blevet genskabt. Ligeså er andre stjerner også rigtig flot fremstillet.

Et af de helt store minusser er igen i år de manglende licenser:

Alle ved at PES ikke har licenser til en engelske Premier League og nogle populære klubber i La Liga. Selvom det næsten virker unfair at blive ved med at bruge dette som minus for spillet, så har det alligevel så meget at skulle have sagt.

Der er ingen tvivl om at fans hellere vil spille med ”rigtige” klubber med realistiske logoer, trøjer og spillere.
PES 2018 kan desværre ikke tilbyde særligt meget af dette, da de kun har enkelte vigtige licenser, såsom til FC Barcelona.

Så selvom PES har rettighederne til FC Barcelona så er der stadig mange rettigheder af klubnavne, logoer og spillere der mangler. Det positive er dog at man har mulighederne for at tilpasse disse efter godt befindende. Det er trods de manglende licenser, stadig en rigtig god mulighed, for dem der ønsker at spille et lokalderby mellem Manchester United og Manchester, og ikke kan stilles tilfredse med Man Red mod Man Blue som klubberne kaldes i spillet.

Der er mange måder at kunne spille spillet på:

PES 2018 udvider måden hvorpå fans kan spille multiplayer spil på. Der er nye ‘2 mod 2’ og ‘3 mod 3’ spilmuligheder, samt co-op og forskellige head-to-head spil.

Ny præsentation af Master League:

Master League har længe haft brug for nogle opgraderinger. Der er nu sket et løft med nye præ-sæson turneringer, opgraderede transfer systemer og interviews. Det er en længe ventet opgradering som ikke nødvendigvis gør spiltypen til den bedste i genren, men alligevel pynter gevaldigt på en spiltype som havde brug for en overhaling.

PES 2018’s traditionelle karrieremode er der ikke sket det store med, men præ-sæson turneringer er en dejlig tilføjelse og muligheden for at kunne opfylde spillernes frikøbsklausuller betyder, at du målrettet kan gå efter stjerner der i tidligere udgaver af PES titler var umulige at få fingrene i.

Variationer af spiltyper:

Master League, Champions League, MyClub, Become A Legend, Online Divisions, 2 vs. 2 og 3 vs. 3 spil og flere.

Grafik & Lyd:

Animationerne er rigtig flotte og kører flydende henover skærmen.
Selve antallet af spilleranimationer er uovertruffen, og gør kampene smukke at se på, især lyset der falder på banen under en aftenkamp er fantastisk.

Det at se folk gå og trampe græs ned på banen inden kampens begyndelse er en lille ting der dog gør så fantastisk meget for spillet som helhed.

Man har muligheden for at ændre op til 4 forskellige supporterflag på stadion med egen tekst. Dette er en sjov lille ting der gør at man føler det muligt at give stadion et personligt præg.

Kommentator lydsporet er helt klart spillets dårligste aktiv i spillet, og er desværre stadig en skrækkelig affære at lytte til. Dette er det absolut værste ved PES 2018. Det er direkte trættende at høre på. Det er intet andet end gentagelse på gentagelse, lange pauser mellem udtalelserne og kedelige gentagelser igen.

For første gang nogensinde i et fodboldspil har jeg i perioder overvejet at slukke for lyden af deres stemmer, og kun efterlade lyden fra publikum og spillerne på banen.
Tonelejet i kommentarerne er dødkedelige, og alt andet end medrivende som vi ellers elsker at føle det under et godt fodboldspil.

Ligeså kedeligt og intetsigende som kommentatorsporet er, ligeså medrivende er resten af soundtracket i PES18. Lige fra de udvalgte sange i menuerne og til det at starte en Champions League turnering op, og høre den velkendte hymne skrevet af Tony Britten, skaber en helt igennem fantastisk stemning allerede inden turneringen overhovedet er skudt i gang i spillet.

Soundtracket i menuerne er rigtig godt, men desværre er der alt for få sange. Efter et par timer har man været igennem samtlige sange, og så begynder det at blive lidt repetitivt.

Konklusion:

Når alt kommer til alt, så forlader man dog et spil PES 2018 med flere positive oplevelser end negative. Konami har formået at polere og finpudse vinderformlen som de har arbejdet på de seneste par år endnu bedre, og tilføjet nye funktioner som for eksempel bedre målmænd, avanceret dribling.

Om Kim Freiler

Administrator
Bookmark permalink.

Smid endelig en kommentar