Ken Follett’s Jordens Søjler – Anmeldelse

Titel: Ken Follett’s Jordens Søjler

Platforme: PlayStation 4
Antal Spillere: 1
Udvikler: Daedalic Entertainment GmbH
Udgiver: Daedalic Entertainment GmbH
Udgivelsesdato: 16/08-2017

 

Når det kommer til beskrivelser af spil, så er det yderst sjældent at man løber ind i beskrivelsen ”interaktiv roman”, men det er netop den beskrivelse som Daedalic Entertainment har givet spillet Jordens Søjler.

Og der er da også en ganske god grund til denne beskrivelse, for spillet eller romanen om man vil, bygger på Ken Follett’s bestseller roman, der på dansk har titlen Jordens søjler. En bog der tidligere er lavet som en storslået tv-mini serie, men det store spørgsmål er naturligvis om romanen fungerer i spilform.

Spillet kommer i tre ”bøger” der hver indeholder 7 kapitler. De tre “bøger” bliver udgivet forskudt, og denne anmeldelse tager udgangspunkt i den første bog, som er tilgængelig fra d. 15. august.
Alle tre “bøger” sælges samlet, så man kan downloade de øvrige “bøger” når de udgives.

Historie:

Ken Follett’s Jordens Søjler udspiller sig i middelalderens England, hvor krig og intriger er omdrejningspunktet. Borgerkrigen der raser og de mange intriger mellem adlen og kirken, gør livet svært for den menige borger. Men i den lille by Kingsbridge har den nyudnævnte klosterforstander store ønsker for sin kirke, og han påbegynder opførslen af en katedral. Men byggeriet møder modstand fra de højeste steder indenfor både adlen og kirken. Alle har nemlig deres egne planer for hvordan de selv kan komme nærmere magtens centrum og rigdom. Det er med andre ord en historie om både korruption, opdagelse af egne evner og religions betydning i middelalderen.

Gameplay:

Lad det være sagt med det samme, Jordens Søjler udspiller sig i et yderst adstadigt tempo, hvor det er historien der er i centrum. Som spiller skal man primært vælge enkelte sætninger i forbindelse med samtaler med de personer man møder på sin vej. Det kan være munke der frygter at klosteret er hjemsøgt, en ridder der kan fortælle om en kommende konflikt og meget mere.

Desværre føles det ofte som om at spillerens valg af dialoger ikke har den store indflydelse på historien, og man sidder tilbage med en følelse af at være mere en tilskuer, end i stedet at være en del af selve handlingen.

Som spiller indtager man rollen som flere forskellige personer, som Broder Phillip, der bliver klosterforstander, som drengen Jack og som adelspigen Aliena.

Der er lagt enkelte minigames ind i spillet, f.eks. hvor man skal dræbe en hjort. Det gøres ved at trykke på X på bestemte tidspunkter. Det er med andre ord ikke et action fyldt spil, uanset hvilken person man spiller som.

Det langsomme historiedrevne gameplay vil naturligvis få mange folk til at holde sig væk fra spillet, men hvis man derimod nyder et spil, hvor det er historien der er i centrum, så indeholder Jordens Søjler netop det.

Grafik:

Grafikken i Jordens Søjler adskiller sig fra de fleste andre spil der sendes på gaden i sit grafiske udtryk. Grafisk leder spillet mere tankerne over på en klassisk tegnefilm, end et nyt spil til PlayStation 4 konsollen.

Baggrundene i spillet er håndtegnet og utroligt stemningsfulde, hvad enten man befinder sig i en hule ude i skoven, foran biskoppens borg eller i en fængselscelle. Det er med til at underbygge fornemmelsen af at dette ikke blot er et spil i klassisk forstand, men at det er en interaktiv roman som man er i gang med.

Desværre skuffer spillets figurerer i deres udtryk. Oftest ses de på afstand og i helfigur, hvilket gør at man mangler at se deres ansigtsudtryk og den følelse som det udtrykker. Det er med til at man ikke helt får den medfølelse med figurerne som man kan forvente i et spil, der er så historiedrevet.

Lyd:

Når man kommer til spillets lydside, så kan man ikke andet end og rose udviklerne. Både hvad angår stemmeskuespillet og stemningsmusikken, så er det helt i top. Hvor de forskellige figurer kan mangle noget udtryk i deres ansigter, så lykkes det til fulde med lydsiden i spillet at skabe en rigtig god og fængende stemning.

Stemmeskuespillet er intet mindre end fantastisk, uanset om det er en af hovedpersonerne i spillet, eller en forbipasserende figur, så leveres stemmeskuespillet med stor indlevelse.

Baggrundsmusikken er også med til at sikre indlevelsen i spillet, for selvom baggrundsmusikken er afdæmpet, så er det yderst virkningsfuldt og med til at understøtte stemningen i spillet til perfektion.

Konklusion:

Jordens Søjler er noget ganske unikt, og det er svært at definere præcis hvad det er, for det er ikke et spil i den gængse forstand, heller ikke selvom man f.eks. vil sammenligne det med Telltales spil, som er bygget op omkring kendte tegneserier.

Der er ingen tvivl om at Jordens Søjler ikke vil falde i alles smag, for det langsomme historiedrevne gameplay kan ved første øjekast virke kedeligt, men for folk der går op i en fantastisk fortælling, er Jordens Søjler en skjult juvel.

Spillet kan købes på PlayStation Store for 319,- via dette link.

 

Bookmark permalink.

Smid endelig en kommentar